Region Nordjylland har med midlerne fra de statslige kronikerpuljer udviklet og igangsat en række projekter på de Nordjyske sygehuse. I modsætning til de "Tværgående projekter" er Kronikerenheden ikke direkte involveret i arbejdet med "Sygehusprojekterne", men varetage en administrerende rolle med henblik på statusrapportering tilbage til ministeriet.
Under hver projektbeskrivelse kan du klikke på hvert af de involverede sygehuse, og se en mere fyldestgørende projektbeskrivelse. Projekterne er grupperet indenfor de fire sygdomsgrupper, det har været muligt at søge midler til; Diabetes Type 2, Muskel-skelet lidelser, KOL og Hjerte-kar sygdomme.(Klik på en af ovenstående sygdomsgrupper, og kom direkte til projekterne vedrørende den pågældende sygdomsgruppe.)
De 10 Sygehusprojekter er:
Diabetes Type 2
Delestillinger – Projekt hvor hensigten er vidensdeling mellem sygehus og kommuner for eksempel ved ansættelse af en fælles diabetessygeplejerske for at opnå synergieffekter i begge sektorer. Specialviden kommer med fra sygehusene ud i kommunerne, og viden fra de kommunale diabetestilbud bliver bragt ind på sygehusene. Projekterne foregår på Aalborg Sygehus, Sygehus Vendsyssel, Sygehus Himmerland og Sygehus Thy-Mors.
Muskel-skeletlidelser
Tværsektorielt Interaktiv Kompetenceudvikling – Projekt om kompetenceudvikling på muskel-skelet området, med det mål at skabe sammenhængende og tværsektorielt koordinerede udredningsforløb. Dels for at forkorte udredningsforløbet af hensyn til patienterne, men også for på længere sigt at formindske de udgifter, der er forbundet med langtidssyge og førtidspensionister. Projektet foregår på Aalborg Sygehus.
Målrettet Socialmedicinsk Indsats – Projekt om at yde en målrette socialmedicinsk indsats overfor patienter med muskel-skeletlidelser i direkte forlængelse af forløb på reumatologisk afdeling. Det er hermed målet at kunne fastholde patientens funktionsevne på arbejdsmarkedet og reducerer kommunale udgifter i henhold til sygefravær, dagpenge og lignende. Projektet foregår på Aalborg Sygehus.
Udvidet Specialiseret Rehabilitering (Multiple Frakturer) – Projekt om at yde et forbedret specialiseret rehabiliteringstilbud for de multitraumepatienter med muskel-skeletlidelser, der kommer ind på sygehusene. Formålet er, at patienterne efter udskrivelse opnår en bedre livskvalitet og ligeledes opretholder samme socioøkonomiske status, som før de oplevede deres traume. Projektet foregår i Ortopædkirurgien.
KOL
Udgående Funktion – Projektet har til formål at etablere en ”udgående funktion”, hvor en lungesygeplejerske fra sygehuset tager ud til patienten i eget hjem, efter de er blevet udskrevet. Projektet skal sikre at KOL patienter med komplekse behov, som ikke kan deltage i rehabilitering på sygehuset, får den rette behandling samt vejledning og støtte. Projekterne foregår på Sygehus Vendsyssel og Sygehus Himmerland.
Udvikling af Telemedicinsk Løsning – Projektet arbejder med implementering af en telemedicinsk løsning, hvor man ved brug af kommunikations- og informationsteknologi kan monitorerer KOL patienter i eget hjem. Patienterne gennemgår et selvbehandlingsprogram og får telehomecare udstyr med hjem efter indlæggelsen. Sygehuset kan på den måde følge patienten og om nødvendigt reagere på de daglige målinger, patienterne sender ind via udstyret. Formålet er blandt andet at forkorte indlæggelsestiden og forebygge genindlæggelser. Projektet foregår på Aalborg Sygehus med planer om udbredelse til de andre sygehuse i regionen.
Specialiseret Rehabiliteringstilbud – Projektet fokuserer på at give de komplekse KOL patienter et specialiseret rehabiliteringstilbud på sygehuset efter udskrivelse. Dels skal dette medvirke til at give KOL patienter en bedre livskvalitet men også forsøge at mindske antallet af genindlæggelser. Projektet foregår på både Aalborg Sygehus og Sygehus Vendsyssel.
Hjerte-karsygdomme
Hjertepakker – Projektet tager sit udgangspunkt i implementeringen af udfyldningsaftalen på Hjerte-kar området. Formålet er at beskrive og udvikle den specialiserede rehabilitering for patienter med Hjerte-karsygdomme, efter de er blevet udskrevet, med henblik på at skabe sammenhæng i patientforløbet, også for de mere komplekse patienter, som det ellers har været vanskeligt at få i et rehabiliteringsforløb. Projektet foregår på Aalborg Sygehus, Sygehus Vendsyssel, Sygehus Himmerland og Sygehus Thy-Mors.
Udvidet Selvstyrt AK-behandling – Projektet giver flere patienter i blodfortyndende behandling mulighed for selv at styre deres medicinering ved hjælp af et bærbart koagulometer, som giver dem mulighed for selv at foretage blodprøveanalyser i hjemmet. Projektet har blandt andet til formål at reducere antallet af kontakter med egen læge eller sygehuset. Projektet foregår på Aalborg Sygehus.